Rabia al-Adawiyya

Rabia al-Adawiyya (707) – kvindelig asket fra Basra:

”O Allah, hvis jeg tilbeder Dig,
i frygt for helvede,
brænd mig i helvede,
O Allah, hvis jeg tilbeder Dig
i håb om paradis,
skub mig væk fra det,
Men hvis jeg tilbeder Dig for Din skyld,
Så hold mig ikke borte fra Din evige skønhed”

<br</br

Ifølge Sayiddina Rabia har mennesket 3 forudsætninger eller grunde til at tilbede den Almægtige Allah. Nogle frygter helvede så meget, at deres tilbedelse tager udspring i frygten og håber, at tilbedelsen vil redde dem fra helvedes pinsler. Andre tilbeder den Almægtige i håb om at få en plads ved paradisets haver og dets rindende floder. De er betaget af goderne og alt det skønne i det hinsides, at deres tilbedelse til den Barmhjertige har afsæt i håbet. Den sidste gruppe af mennesker tilbeder den Nådige kun for Hans skyld, alt andet er ligegyldigt og uden betydning. De har ingen frygt eller håb, kærligheden til den skønneste Skønhed er den eneste grund for deres tilbedelse. Blandt denne gruppe tilhører Sayyidina Rabia.

“Jeg vil sætte ild til paradis
og slukke ilden i helvede
så menneskeheden kun vil tilbede Allah
for Hans Skønheds skyld”

“Jeg har to måder at elske Dig på:

En egoistisk måde, og den anden som er Dig værdig,

I min egoistisk kærlighed – husker jeg Dig og kun Dig alene,

I den anden kærlighed,

Du løfter sløret og lader mig fryde mine øjne på Dit levende væsen.

Allama Iqbal

Allama Iqbal (1873) – pakistansk kærlighedsdigter:

“I besidder heller ikke stoltheden af Haidar (Ali) eller rigdommen af Usman.
Hvilken spiritual relation er der mellem jer og jeres forfædre?
De var respekteret i verdenen ved at være muslimer
Og I er disrespekteret ved at forglemme Koranen”

Allama Iqbal beskriver den tilstand, som muslimerne føler eller betragter sig selv i dagens verden. Hvorfor beklager I (muslimer) hele tiden, når I selv er skyld i jeres nedgang. Hvilken spiritual relation eksisterer der mellem jer og jeres forfædre i Islam – lighederne er forsvundet og stoltheden er væk! De var stolte over at være muslimer og I bliver disrespekteret af verdenen ved at tilsidesætte Koranen i jeres hverdag.

Ameer Khusrau

Ameer Khusrau (1253) – kendt poet og Mureed af Nizamuddin Aulia

Jeg, Khusrau, spiller spillet om kærlighed med min elskede
Hvis jeg vinder, den elskede er min, taber, er jeg den elskedes.

I spillet om kærlighed med den elskede er der ingen sorteper – enten taber man sig selv til den elskede eller vinder den elskede til sig selv. Ameer Khausrau tabte sig selv til sin elskede (Nizamuddin Aulia), hvorefter han fandt den mest elskede af alle – den Barmhjertige Allah (subhaanu wa ta’ala).

Jalaluddin Rumi

Jalaluddin Rumi (1207) – kærlighedens digter:

“En mærkelig passion bevæger sig i mit hoved.
Mit hjerte er forvandlet til en fugl som søger mod skyerne.
Hver eneste del af mig bevæger i forskellige retninger.
Passer det virkelig at den, som jeg elsker, er overalt?

Det 800 år gamle sufi-kærlighedsbudskab lægger vægt på, at kærlighed handler om at leve med et åbent og blottet hjerte hvert eneste sekund i livet. Lige meget hvor man bevæger sig, finder man den Almægtiges tilstedeværelse og eksistens (Wahdat ul Wajud). I 2001 var Rumi den mest læste digter i USA.